Det er ikke helt klart, hvad det er i sneen, der giver disse mavesymptomer.

Forureningsstoffer kunne være årsagen.

Desuden kan sne hurtigt, når den ligger på jorden, blive forurenet med ekskrementer fra fugle og andre dyr. Når sneen bliver spist, kan bakterierne fra ekskrementerne florere i hundens tarmsystem og give en dårlig mave. Vejsalt og sand i sne kan også irritere tarmslimhinden.

Symptomer

Symptomerne plejer at opstå en til tre dage efter den første sne og viser sig som en kombination af opkast og diarré.

Det starter med, at hunden bliver sløv, har mavekramper eller går krumrygget, mister appetitten og ligger mere i sin kurv.

Ofte vil den bekymrede ejer prøve at lokke den til at spise, og hvis det lykkes, vil hunden måske svare igen med at få tynd mave eller begynde at kaste op.

Behandling

Du skal ikke forsøge at lokke dyret til at spise og drikke, hvis den har fået dårlig mave. En tolv til fireogtyve timers faste fra mad vil give ro til mave og tarm og vil ofte være nok til, at tarmslimhinden kan reparere sig selv.

Spørg evt. din dyrlæge om din hund kan tåle at faste. Det gælder især, når det drejer sig om hvalpe og ældre hunde, de meget små racer eller hunde, som er under medicinsk behandling.

Efter fasten fordrer du hunden med en let fordøjelig skånekost. Kogt fisk, kogt kylling eller kalkun blandet med kogt ris er en udmærket skånekost. Maden giver du i små portioner flere gange om dagen i fire til syv dage, hvorefter du i stigende proportioner blander hundens almindelige kost med skånekosten. På denne måde sker tilvænningen gradvist over to til tre dage.

Sharing is caring - Del gerne!